Årets Guttermand

Også i år er der nomineret og sat et nyt navn på Guttermandspokalen.

Dette gælder også selvom Coronavirus har nedlagt vores årlige afriggerfest, hvor pokalen jo traditionelt skifter hænder, når vi nominerer og udpeger årets Guttermand.

Efter grundige overvejelser i bestyrelsen, efter indstillinger fra klubmedlemmer, steg den hvide røg op og markerede, at Gulli Blæsbjerg udpeges som den oplagte Gutter-kvinde i 2020.

Alle Jer, der kender Gulli, er slet ikke i tvivl om, at dette er et retfærdigt og endda uundgåeligt valg.

Gulli er nemlig ankerkvinden bag mange arrangementer. Den person, man lige netop ikke har lyst til at undvære i disse situationer.

Hendes indsats er ikke altid noget, der lige springer i øjnene, men mød op i dagene op til et arrangement, timerne inden og specielt timerne (natten) efter – ja! sågar dagen efter, når der skal gøres hovedrent efter festen eller kapsejladsen.

Hvem støder man på her….?

Altid Gulli Blæsbjerg og altid i strålende humør og med styr på opgaverne.

Hun køber ind, stiller op, dækker bord, rydder af, vasker op, betaler band og gør hovedrent og bidrager i høj grad til den gode stemning blandt alle andre involverede omkring afviklingen af opgaverne.

Og dejligt, at dette også smitter af på alle os andre.

Tak for indsatsen i alle årene indtil nu, Gulli og stort tillykke med Guttermandspokalen  – eller Gutterkvindepokalen, som den jo retteligt må hedde i år.

På vegne af Middelfart Sejlklubs bestyrelse
Søren Trolle, formand